DR Sporten med fokus på Esben Reinholt
Se DR på lørdag klokken 19.05 - her sender DR Min sport, og denne gang handler det om et af Danmarks største basketballtalenter Esben Reinholt, der i en alder af kun 16 år er draget til udlandet. Han er flyttet til Kroatien, og DR Sporten har fulgt ham igennem tre dage, så vi får et indblik i den unge danske basketballspillers hverdag, og Esbens forsøg på at skabe sig en international basketballkarriere.
I studiet er sportschef Jesper Hauge klar til en debat om, hvordan de største danske basketballtalenter søger udenlands for at skabe sig en professionel karriere, og dygtiggøre sig. De danske talenter har tre muligheder i deres udvikling.
Den første er at blive i Danmark, hvor de har gode sociale rammer, og de samtidig kan få en uddannelse. Ved at blive i Danmark er de også tættere på landshold og landstrænere, og derved er de mere synlige. Ulemperne ved at blive i Danmark er, at træningsmængden er mindre, og kvalitetet i træningen ikke er på det samme niveau som i udlandet.
Den anden og klassiske mulighed er turen til basketballsportens hjemland, her kan de gå på high school og college. I USA er basketballdelen af højt niveau, og det er tæt knyttet sammen med et uddannelsestilbud. På minussiden er den meget korte sæson i high school, og at det er svært at komme hjem til landshold i lange perioder.
Den sidste mulighed er Europa, hvor der er stor kvalitet i talentudvikling, de høster international erfaring, og så er der også noget økonomi i den europæiske mulighed, men med økonomi følger også en række kontraktmæssige forpligtigelser som de unge spillere skal leve op til. I Europa kan der også være en markant mentalitetsforskel, store sprogbarrierer, manglende uddannelsestilbud og det kan være svært at etablere et socialt netværk.