U16 piger: Irland idag
Der har været lidt stille fra Makedonien på det sidste pga et ret så ikke samarbejdsvilligt net hernede. Men idag spiller vi turnerings sidste kamp om 11.-12. pladsen mod Irland kl. 16.45 og forhåbentlig kan vi slutte turneringen af som vi startede den med en sejr. Pigerne vil i hvert fald gøre alt hvad der er i deres magt for det, de forsvarer de rød-hvide farver med stor ære.
Når vi er hjemme igen og har mere sikker netforbindelse, vender vi tilbage med en evaluering af turneringen, som har bragt mange rigtige gode lektioner i international basket. Spillerne kommer hjem klogere på dem selv som mennesker og basketballspillere og med mange erfaringer i bagagen.
U16 piger: Så er puljekampene spillet
Vi er nået igennem puljen og det er blevet til 2 sejre og 1 nederlag. Den første sejr mod Slovenien er der allerede skrevet om, men dagen efter kom vi hurtigt ned på jorden igen, da vi måtte se os slået af Letland. Vi spiller egentlig en ret fornuftig kamp og gør hvad vi skal i forsvaret, men vi har bare ikke hul igennem i angrebet, hvor især scoringsprocenten på 2ere var helt i bund og så bliver det svært at vinde. Vi var tæt på at finde momentum et par gange, men får ikke omsat vores mange gode stops i forsvaret til point på tavlen og kommer derfor aldrig helt op. Letland er også et godt hold og de spiller klogt, så vi fik samlet en masse lærepenge op i kampen, hvilket jo også er rigtig vigtigt. For udover vi gerne vil vinde alle kampene, så er det jo også vigtig,t at spillerne bliver klogere på dem selv og basket på et højere niveau end de er vant derhjemme, så vi kan stadig bruge til kampen mod Letland til meget.
Nederlaget til Letland gjorde at vi havde puttet lidt pres på os selv og selv om Luxembourg så ud til at være en overkommelig opgave, så kunne vi bestemt ikke tage let på opgaven, for Luxembourg er bestemt et hold der virkelig kæmper for det. Så det var nødvendigt at vi kunne levere en meget disciplineret forsvars indsats mod de små hurtige spillere fra Luxembourg. Ja, vi var de store i denne kamp, det er ikke så tit vi prøver det i det her sammenhæng
Men spillerne var klar på opgaven og leverede varen i den grad. Vi satte os på kampen fra start til slut. Det blev til en sejr på 78-42 og en dejlig indsats at slutte puljen af på. En ting er sikkert og det er, at vi er blandt de 3 som går videre til kvalifikationsrunde om de "sjove" pladser - om det bliver som 2er eller 3er afhænger af resultatet af kampen mellem Letland og Slovenien som starter her kl. 18. 45.
Vi kan dog slappe af hele aftenen og ser frem til en hviledag imorgen, da varmen og kampene er begyndt at sætte sig godt i kroppen på alle.
Vores holdbillede som er blevet taget hernede........ Pænt varmt at skulle coache i lange bukser i 40 graders varme
U16 piger: Slovenien idag
Første kamp i turneringen skal spilles idag kl. 18.45 mod Slovenien og det bliver på ingen måder en nem kamp. Slovenien har ligesom os slået Tyskland i en træningskamp og er også ligesom os ret guard baseret, så vi må formode, at der venter os en kamp med tempo. Et tempo som vi jo så gerne skulle kontrollere. Truppen virker klar til endelig at komme igang og kæmpe med hjerte og sjæl for DANMARK!!
Vi har også de to foregående år i U16 damer stået overfor Slovenien og indtil videre står det 1-1. Første gang i 2008 vandt Slovenien med 9 og sidste år 2009 vandt vi kampen med 11, så traditionelt spiller vi forholdsvis tætte kampe med Slovenien og vi forventer bestemt også, at det bliver tæt i aften. Vi skal være skarpe fra start til slut.
Lige nu står det på behandlingstid for de spillere der måtte have behov for det. Heldigvis er vi indtil videre forskånet for noget der behøver meget opmærksom. Eftermiddagen står ellers på hvile, spise og gametalk inden Slovenien står på menuen!
U16 piger: Ankommet til Skopje
5.30 var mødetidspunktet i Københavns lufthavn, så den første dag med mange indtryk... En ting er sikkert, vi er i hvert fald kommet ned til varmen - her er ca. 30-35 grader... Vi skal spille i haller uden aircondition og alle trænere er blevet pålagt at skulle coache i lange bukser, så det skal nok blive en ekstra varm oplevelse
Dagen er gået med indkvartering, træning og finde os til rette. Det er dikteret tidlig sengetid, så vi kan få indhentet lidt timer fra den tidlige morgen og vi kan være friske til EM's første udfordring - Slovenien. En kamp som bestemt ikke bliver let. Vi glæder os dog meget til at komme igang for at se, hvor vi står i dette års turnering.
Der vil være flere historier de næste dage om vores oplevelser og kampe.
