U16 Drenge: Dynamitdrengene sprænger en bombe
En kræmmerhus med superlativer kan ikke dække. U16 holdet slog Grækenland til EM i A-divisionen. Det er et fantastisk forrygende flot resultat.
BOOOOMMM - alle eksperter havde spået holdet til at få det mere end svært i den europæiske A-division. Guidos drenge ville det anderledes. De slog Grækenland med 55-53 i åbningskampen til EM.
De danske dynamitdrenge har skrevet historie. Det var den første kamp i division A for et dansk ungdomslandshold, og så tager de en stor skalp som Grækenlands.
Kampen var en lavtscorende kamp, der blev afgjort i de allersidste minutter. Så steppede Knudsen op og satte en stor treer, der afgjorde kampen til Danmarks fordel.
David Knudsen indledte også kampen med en treer, men Grækenland svarede igen, og bragte sig foran med fem point, som danskerne hurtigt fik lukket ned, så halvlegsstillingen var 25-28 til Grækenland.
I tredje periode bragte grækerne sig endnu en gang foran med fem point. Den føring satte gang i et 10-0 dansk run, og en føring på 44-39.
I fjerde periode fortsatte det tætte løb, og begge hold kæmpede til sidste minut for vigtige point. I de døende sekunder satte Knudsen og Møller vigtige point på tavlen. Danmark havde en topointsføring. Grækerne havde bolden. De missede et skud for at vinde kampen, og en stor jubelfest kunne bryde ud i den danske lejr.
Peter Møller blev dansk topscorer med 15 points med Rasmus Glarbjerg Larsen og David Knudsen lige efter med 13 point.
Vi glæder os til at følge Guidos dynamitdrenge i de resterende EM-kampe.
I aften kl. 18.45 møder holdet Litauen - følg kampen live klik her
U16 drengene indtager den store scene
Som det første danske landshold nogensinde træder Steen Guidos tropper ind i EM A-division for U16 hold. Kl. 18.45 møder de et stærkt græsk landshold.
Så kom dagen. Dagen hvor Danmark spiller sin første ungdomslandskamp i en europæisk A-division. Holdet er kommet i det gode selskab efter en 2. plads ved sidste års EM i B-divisionen. Et fantastisk resultat for et dansk landshold.
Modstanderne i Danmarks indledende pulje ser, ikke overraskende, meget stærke ud. Holdet lægger ud med en kamp mod Grækenland i dag kl. 18.45 – dansk tid. Fredag kl. 18.45 møder de Litauen og Lørdag kl. 18.45 afslutter det danske hold den indledende pulje mod Frankrig.
Holdet er bygget op af en solid grundstamme fra Værløse, hvor Værløse Coach Jørgen De Linde Lind har ført holdet til en 3. plads i den stærke EYBL-turnering, det måske flotteste resultat af et U16 klubhold i Danmark. Den solide grundstamme bliver sekunderet af et stærkt team i trænerhjørnet. Steen Guido indtager chefstolen, og var arkitekten bag sidste års imponerende resultat i B-divisionen. På de andre pladser sidder Thomas Foldbjerg, Anders Sommer og Jonas Sørensen. Et trænerteam med masser af erfaring.
U16 holdet har været igennem en solid optakt, hvor det er blevet til mere end 15 træningskampe inden holdet rammer EM-turneringens hoveddør. Det danske hold vandt en fem-nationersturnering som optakt til EM, og det er blevet til sejre over blandt andet tre andre A-divisionshold i den sidste fase af forberedelsesperioden: Tyskland, Polen og Letland.
Trænerteamet har arbejdet grundigt med holdet, og det er en velforberedt basketmaskine der spiller sin første kamp i aften. Holdet mangler noget højde, det danske hold har en gennemsnitshøjde på 193,4, men der er blevet arbejdet intenst med at tilføje spillet masser af tempo for at kompensere for de manglende centimeter på banen. Dagens modstander fra Grækenland stiller op med en gennemsnitshøjde på 197,8 centimeter.
Du kan følge det danske hold på live update – klik her


