U16 piger i Holland
U16 pigerne vendte hjem natten til mandag med masser af gode erfaringer og lærepenge i bagagen efter 4 nationers turneringen i Holland, hvor vi spillede kampe mod Holland, Tyskland og Frankrig.
Vi tog afsted torsdag kl. 17.30 fra Værløse og med et stop i Fredericia gik turen mod Sittard. Turen derned gik rimelig uproblematisk - lige med lidt vildledning fra map24 - men vi kom da til Sittard til sidst kl. 5.45 om morgenen. Her havde vi så håbet på at vi kunne komme ind på vores hotel for at indhente lidt søvn, men der var ikke nogen til at tage imod os, så der måtte soves lidt ekstra i minibusserne for først kl. 8.00 var der nogen der kunne hjælpe os. Lige så snart vi havde fået vores værelser, så gik alle til køjs og vi fik godt 4 timers søvn inden det var tid til frokost. Efter frokost skulle vi træne og kl. 17.00 stod den på kamp mod Holland.
Kampen mod Holland, som er en A-nation, blev tippet igang og alle havde på trods af den hårde tur derned virket friske i opvarmningen hvilket gav os forhåbninger om en god kamp. Hollænderne var ikke nær så store som den vi stødte ind i sidste år, men de kom ud som lyn og torden og sad på os. Der blev ikke lagt fingre imellem og det hollandske dommerpar tillod virkelig fysisk spil. Vi kunne ikke helt magte opgaven med at blive skubbet rundt med, hevet i armene osv, så det gjorde at vi aldrig rigtig kom igang. Vi tabte kampen med 23 mod et hold som vi godt kunne have givet bedre kamp, men rejsen derned og det fysiske spil der blev tilladt tog hårdt på os. Vi kan dog alligevel få mange gode ting ud af kampen og det var en sand lektion i at håndtere pres og skabe sig plads med en klistret helt op ad en samt i fysisk spil, som vi bestemt ikke ville have været foruden.
Lørdag skulle vi så spille mod Tyskland, som er nedrykkere fra a-divisionen, og et hold med gode guards og størrelse, specielt deres ene store pige på over 1.90. Vi brugte derfor formiddagstræningen på at gå over pick and roll spil som de spillede en del af og forsvar i posten, hvor vi skulle foran den store pige. For at vi kunne have succes med dette ville dette sætte høje krav til selvfølgelig arbejdet omkring postspilleren, men også hjælpen og presset på guarden. Denne opgave blev i kampen løst helt fantastisk og vi fik sat deres store spiller ud af spille, samtidig med at hun havde svært ved at dække vores bevægelige forwards op i den anden ene, så måtte hun hurtigt på bænken med fejlproblemer og en del frustrationer over at hun ikke kunne komme til sin ret. Vi vinder kampen over Tyskland med 8 point - en dejlig sejr mod et rigtig godt hold.
Søndag skulle vi så komme på en stor opgave mod Frankrig som jo er et veletableret a-divisions hold og deres spillere er da bestemt også store og atletiske og så spiller de basket med solid beslutningstagen i et virkelig højt tempo og på højt niveau. Vi starter dog kampen mod franskmændene rigtig godt og er i stand til at ryste dem. De har svært ved at håndtere at de ikke bare lige kan ryste os af, da vi spiller meget insisterende og med en rigtig god sammenhæng i alle ledene. Der bliver kæmpet hårdt mod de fysiske franskmænd. Vi går til halvleg bagud 29-24, men så er det lidt som om at DK bliver i omklædningsrummet for fra halvlegsstart er vi slet ikke klar og det går bare ikke mod et hold som Frankrig, ja i det hele taget til EM, for giver man en lillefinger så tager de andet hold hele armen og det gjorde Frankrig bestemt. Scoringsløse 8 minutter i 3. periode og så går det stærkt især også fordi Frankrig virkelig får ram på kurven, det virker ikke som de kan misse - de hælder den ene 3er i efter den anden. Vi er på et tidspunkt bagud med 30 point, men en ting er sikkert U16 damerne ligger sig ALDRIG NED! Vi får kæmpet os tilbage i kampen og får sat præg på den sidste del af den, hullet var bare for stort mod et hold som Frankrig til at vi rigtig kunne få skåret igennem. Vi ender med at tabe kampen med 21 og står med lektionen at man skal spille 40 minutter fokuseret basket hvis man skal lege med de store nationer!
Det har dog været 3 rigtig gode kampe for os og vi er bestemt blevet klogere på os selv, så en super forberedelse for os. Efter lidt at spise efter Frankrig kampen gik turen hjem mod Danmark og mandag nat var vi tilbage i landet. Nu står vi så overfor en samling i den kommende weekend, hvor vi yderligere skal bearbejde de kampe vi har spillet og arbejde videre med vores spil så vi kan være helt klar til udfordringen ved EM i Makedonien d. 11-23. august.